Projektet vil forebygge oversvømmelser af Hadsten midtby og forbedre byrummet langs Lilleåen
Hadsten har flere gange været oversvømmet, fordi Lilleåen er gået over sine bredder. For at undgå fremtidige oversvømmelser i midtbyen gennemfører Favrskov Kommune nu en række projekter, der udover at tilbageholde vand også forbedrer byrummet langs Lilleåen.
Anlægsarbejdet starter op i august 2022 og forventes afsluttet ved udgangen af 2022.
Projektet indeholder følgende elementer:
Udvidelse af Lilleåen (dobbelt vandløbsprofil)
Dele af Lilleåen udvides i bredde og dybde, så der skabes rum til, at store vandmængder kan passere, uden at åen går over sine breder. Der etableres et såkaldt dobbelt vandløbsprofil, som betyder, at vandet står på ét niveau ved normal vandstand og på et andet niveau ved forhøjet vandstand.
Udvidelsen etableres fra Skanderborgvej og frem til ”den hvide bro” ved Kvicklys parkeringsplads.
Spunsvæg fra Søndergadebroen til Lilleåparken
Der etableres en spunsvæg fra Søndergadebroen frem til Lilleåparken. En spunsvæg er en smal væg bestående af metalplader, der bankes i jorden. Spunsvæggen vil fungere som en forhøjet kant, der kan holde vandmasserne fra at nå ind til midtbyen.
Jorddige i Lilleåparken
Spunsvæggen slutter ved Lilleåparken, hvor den overgår til en jorddæmning. Dæmningen fungerer som en forlængelse af spunsvæggen og sikrer, at der ikke løber vand bagom det øvrige sikringsanlæg og ind i midtbyen. Der, hvor dæmningen berører eksisterende stier, løftes disse, så de løber oven på dæmningen.
Trappeanlæg ved Sløjfen
Der etableres et trappeanlæg i beton ned til Lilleåen over for Hadsten Kulturhus Sløjfen.
Trappeanlægget udformes i tre terrasser. Terrasserne kan ved normal vandstand benyttes til ophold. Ved høj vandstand vil terrasserne blive fyldt med vand, og trappeanlægget fungerer på den måde som en udvidelse af Lilleåen.
Bedre stiforbindelse mellem Kollerup Enge og Lilleåparken
Den eksisterende sti langs Lilleåen på strækningen mellem Skanderborgvej og Søndergade opgraderes med belysning og bænke, og der skabes en generel bedre sammenhæng i hele stisystemet fra Kollerup Enge til Lilleåparken.
Trafik og Veje
Torvegade 7
8450 Hammel
Tlf. 89 64 10 10